Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Maj 2002
Ondt i ophavsretten
I en tid, hvor alverdens kunstnere føler eksistensen truet af det globale og det digitale, gør den borgerlige regering alt for at forstærke kunstnernes usikkerhed
CulturCommentar:
I de sene 1990'ere opstod en ny bevidsthed blandt kulturarbejdere: den ophavsret, som siden Bernkonventionen i 1886 kun havde været forbedret og sikret flere og flere bedre og bedre, var truet. Mest tydeligt symboliseret gennem de mange globale netværk til piratkopiering af musik. Forfattere blev nervøse for e-bøger og kopisikring. Filmfolk kunne regne ud, at båndbredden vil blive bedre og dermed at det er et spørgsmål om tid før musikkens panik breder sig til filmbranchen.
Den danske VK-regering har mødt denne trussel og følelse af angst blandt kunstnere med maksimal ufølsomhed.
Biblioteksafgift opleves som ophavsret
Biblioteksafgiften er i juridisk forstand ikke funderet på ophavsret, men opfattes af de fleste som en reel ophavsretslig erstatning.
Det ophavsretslige syn styrkes af, at begrundelsen for biblioteksafgiften oprindeligt var kompensation for mistet salg.
1991-ændringen, som gjorde ordningen til en kulturstøttelov, fremkom som en administrativ løsning på et EU-skabt problem.
Ingen havde ytret ønske om en kulturstøttelov, man fandt derimod den smidigste løsning indenfor EU-systemet. Man kan derfor
juridisk affeje mange af de protester, der har været imod årets nedskæring i biblioteksafgiften. Men kun juridisk. I denne sammenhæng er pointen, at et væld af forfattere oplever biblioteksafgiften som en erstatning for tabt salg. VK-regeringens nedskæring opleves derfor som en begrænsning i erstatning for ophavsret.
Afgift for hjemmebrænding
I 1992 vedtog Folketinget blankbåndsvederlaget. Hensigten med ordningen var at yde en godtgørelse for det økonomiske tab,
kunstnere lider ved, at folk hjemmekopierer. Ordningen blev etableret, da hjemmekopiering foregik med kassettebåndoptager. Siden
er båndoptageren erstattet med PCer og hjemmebrænding. Teknologien har sikret bedre kopier - og gjort det så meget lettere, at langt flere mennesker i dag kopierer ophavsretsligt beskyttede værker.
I 2001 vedtog folketinget en række lempelser i den daværende meget stramme danske sikring af ophavsret, så det eksempelvis blev tilladt at kopiere digitalt - i begrænset omfang. Mange musikere var allerede dengang utilfredse - de syntes lovgiverne stjal af deres værker ved at legalisere digital kopiering. Lokkemaden dengang var, at daværende regering lovede at opjustere blankbåndsvederlaget.
Skattestop for blankbåndsafgift
VK-regeringen har efter tiltrædelsen vendt dette løfte 1800. Blankbåndsvederlaget hævdes at være omfattet af regeringens skatteloft - derfor må den samlede afgift fra forbrugerne ikke stige.
Regeringens iver for at bevise alvoren i skattestoppet når her det groteske niveau. Der er næppe vælgere, som har forestillet sig at båndkopi-afgiften hang sammen med skattestoppet.
Flere og flere borgere kan kopiere og dermed sikre sig ophavsretsligt beskyttede værker (næsten) gratis. Og ved at sætte et maksimum på den totale afgift fra forbrugerne, fjerner regeringen indtægter til kunstnerne. Hvis antallet hjemmekopieringer fordobles, vil afgiften for hver CD halveres.
I Jyllands-Postens skrev den konservative kulturordfører, Carina Christensen, i april:
kompensationen har hele tiden skullet følge salget af blanke bånd og cd-rom'er, da det jo er fra dette salg, at pengene til kompensationen kommer. Salget af blanke bånd blev bare ikke så stort som forventet, og derfor blev kompensationen af samme grund lavere
Problemet for den konservative kulturordfører er blot, at der i de seneste år for alvor er sket en stigning i
salget af blanke medier. Siden 1992 har modellen været en afgift målt i forhold til minutter på de blanke medier.
Uden anden begrundelse end regeringens ønske om skattero, minimerer regeringen en afgift, som man ikke tidligere har sat
spørgsmålstegn ved.
Den største nedskæring
Almindeligvis har man en antagelse om, at Staten skal fungere som borgernes sikkerhed for at markedskræfterne ikke fungerer for destruktivt. Mange kunstnere er nervøse for digitaliseringen. Desværre har regeringen sat sig for at afregulere Statens funktion som markedsregulator og sikkerhed. Regeringen opfordrer nærmest til piratkopiering: Jo mere du piratkopierer, jo mindre skal du betale i afgift.
VK-regeringen har midt i finanslovens stormvejr forsøgt at rose sig for det positive i skattefradrag ved køb af
kunst. Fastfrysningen af det samlede provenue for blankbåndsvederlaget er et økonomisk langt større negativt
indgreb overfor kunstnerne end bibliotekspenge og de mange andre besparelser. Dette negative indgreb er neutralt i forhold til
finansloven. Det handler ikke om Statens finanser, men udelukkende om, hvor restrektivt VK-partierne vælger at fortolke det lovede skattestop.
VK-regeringen har for alvor fået ondt i ophavsretten. Der mangler noget så banalt som en forståelse for
kunstens økonomi. Og regeringen lægger gift for det behov, der faktisk er for at diskutere fremtidens ophavsretslige systemer - som konsekvens af globalisering og digitalisering.
Tom Ahlberg ansvarshavende redaktør
Søndag Aften 05/2002
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
